Johnny Skrædder kommer ind om natten

Et fiskefartøj kan tømmes for 5,5 ton spisefisk på under en time. Magasinet har fulgt garnbåden L347 Palermo under en helt almindelig landing på Thorsminde Havn.

Af Erik Poulsen
Foto: Henrik Vinther Krogh

Der er ingen mennesker, mørkt og helt stille på havnen i Thorsminde. Selv mågerne er rolige. Det er søndag aften, og rundt om i landet er de fleste ved at afslutte weekenden og gøre klar til en ny arbejdsuge.

I den mørklagte auktionshal på havnen er der brug for friskfanget fisk, når medarbejderne tidlig mandag morgen møder ind til ugens første auktionsdag. I lighed med andre lokale fiskere har skipper Johnny Pedersen og fire af hans folk har derfor siden fredag været på Nordsøen med garnbåden L347 Palermo for at fange rødspætter og tunger lidt vest-nordvest for Thorsminde.

Palermo er også navnet på den syditalienske by, der ligger meget langt fra vestkysthavnen og ofte forbindes med mafiaen. Dét er ikke tilfældigt.

”Min kone har bestemt navnet ud fra, at hun mener, at vi aldrig er hjemme, og når vi er i havn, så er vi nogle gangstere…”, siger Johnny Pedersen.

I Thorsminde kaldes han også Johnny Skrædder. Det er et familienavn, der går mange generationer tilbage, og forklarer, hvorfor L347 Palermo har nål og tråd på skibssiden.  

Palermo er på vej i havn, og man behøver kun en smartphone med adgang til satellitovervågningen af fiskefartøjer for at se, at båden på tæt på at være hjemme i Thorsminde. I løbet af de par minutter, der tager Johnny Pedersen at styre Palermo gennem indsejlingen og til kaj ved auktionen, ankommer et par af hans venner derfor for at tage imod dagens fangst.

De tager også imod fortøjningen, der lægges over pullerterne på kajkanten. Landing af fisk på auktionen i Thorsminde er selvbetjening, da det ofte foregår i timerne efter midnat, hvor auktionen endnu ikke er i gang.

Kontrollen kigger med

To repræsentanter for Fiskerikontrollen er tilfældigvis denne aften også klar til at overvåge landingen fra lastrum til auktionshal. Kontrollen er ren rutine, og fiskeribetjentene kender ankomsttidspunktet, idet Johnny Pedersen to timer forinden har skrevet ind i fartøjets elektroniske logbog, at han er på vej i havn, og hvad han har i lasten. Opgaven er primært at overvære, at det så også er det, der er i de kasser, som en kran løfter fra lastrummet.

Her er fiskene undervejs ude på havet renset, sorteret, vejet og pakket i kasser med is, så de som såkaldt søpakkede fisk er klar til at sat direkte ind i auktionens kølerum. Kranen løfter fire-fem kasser op af gangen og sætter dem på kajen, hvorfra de straks flyttes ind i kølerummet med en truck.

Johnny Pedersen har angivet dagens fangst til 5.500 kilo – og det kan fiskerikontrollen godkende.

”Der mangler fire kilo. Det er jo det samme som ingenting. Det er ret godt ramt, og Johnny må gerne lave min lottokupon næste gang”, siger fiskeribetjenten med et smil.

Udover at tjekke fisken ved ankomsten går Fiskerikontrollen også efterfølgende ind og tjekker salgstallene fra auktionen for at se, om antallet af solgte kilo svarer til de opgivne mængder. Det er derfor stort set umuligt at snyde på vægten, og fiskeribetjentene betragter da også mest besøget på Palermo ”som et godt tidspunkt at føre en dialog med fiskerne og se dem lige i øjnene, mens vi snakker om tingene”.

Tomme kasser og frisk vand

Det tager cirka tre kvarter at få tømt lasten. Og mens Johnny Pedersen ser efter, at hans fisk er stillet rigtigt ind i kølerummet til auktionen mandag morgen, sørger medarbejderne for at få nye fiskekasser ombord. 

”Vi skal afsted igen i morgen, men vi skal først lige have skiftet noget grej fra morgenstunden. Der var godt med tunger i rødspættegarnene, og det er et sikkert tegn på, at vi skal i gang med tungefiskeriet, som kræver net med en mindre maskestørrelse”, forklarer Johnny Pedersen.

Han er personligt vild med at spise tunger: ”I tunge-sæsonen her om foråret kan vi sagtens spise tunge i lurpak to gange om ugen, men når det gælder yndlingsfiskeri, så elsker jeg efterårsfiskeriet efter torsk. Vi er jo både fiskere og jægere, og det er god kombination at gå på jagt efter ænder, gæs og kronvildt i land, og så i øvrigt være klar til en havdag, når blæsten har lagt sig”, siger fiskeskipperen.

Han begyndte at fiske i Nissum Fjord, da han var fem-seks år, og forlod skolen i midten af 8. klasse for at tage hyre på en fiskekutter. Tre gange er han faldet over bord ude i søen, men den 52-årige Thorsminde-fisker kan ikke forestille sig et andet liv:

”Jeg har aldrig haft andre interesser, men har da med årene fået øjnene op for, at andre måske kommer lidt lettere til deres penge. Når min kone havde født et af vores børn, tog jeg jo altid med det samme af sted for at fiske, og jeg er heller ikke den, der har fulgt mine børn til sport. Nu tager vi lidt oftere en uges ferie”.  

Mens mandskabet og vennerne på kajen får sig en kold fyraftensbajer, sejler skipperen båden over til isværket for at få fyldt ferskvand i tanken. Det er til den ismaskine, som Palermo fik installeret sidste sommer, så der hele tiden kan produceres den fornødne mængde is ombord.

Herefter lægges fartøjet til kaj længere inde i havnen, og folk drager hver til sit.

Roen og mørket sænker sig igen over Thorsminde. 

Faktaboks

Johnny Pedersen, Thorsminde. Kaldenavnene er Johnny Skrædder og Sofus – ”i skolen skrev jeg Sofus-historier, og det har så hængt ved”. Sidder i bestyrelsen for Thyborøn Havns Fiskeriforening og forsøger ellers på alle måder at bidrage til udviklingen i Thorsminde. Skaffer fisk til turistauktioner og tager hvert år i september til København for at dele fisk ud.

Fartøjet L347 Palermo

Bygget i 2008 efter ønsket om en større garnbåd, der ikke kræver skippereksamen. Den erstattede tre trækuttere og er bygget af Vestværft i Hvide Sande, men blev gjort færdig af smeden i Thorsminde. Lasteevnen er op til 25 ton rødspætter. ”Skibet bliver måske nok svær at sælge i fremtiden, men de fisk, jeg har, bliver en mangelvare og stiger i værdi”, siger Johnny Pedersen.

Besætning på syv mand

Typisk fem ombord og et par stykker i land. Antallet af dage på havet er som regel to-tre; max. fire. Fisken bliver stort set året rundt søpakket (renset og sorteret) ombord. Det giver en afregning, der er ti procent højere. 

Fangsten

Torsk, rødspætte, pighvar, tunge, havtaske og tidligere også lidt kulmule i den nordlige del af Nordsøen. Årligt bliver det til cirka 400 ton spisefisk. Det meste bliver købt af hollændere, men også for eksempel svenskere.