Kvalitetsmærkning

På is fra hav til køber

Vore fiskere har stor fokus på kvalitet, der sikres ved at fiskene renses ombord og straks bliver lagt på is efter fangst. En stor del af den fisk, der kommer ind, er søpakket og regnes i udgangspunktet som den bedste kvalitet, da de undervejs fra hav og over auktionen kun røres af menneskehænder den ene gang, når de friskfanget kommer i fiskekassen ombord.

Fisk, der sorteres på auktionen, kan udmærket være af samme kvalitet som den søpakkede fisk, da antallet af dage siden fangsten er et afgørende parameter.

Når alle fisk er lagt i fiskekasser, sat på paller og fordelt efter arter på auktionen, foretager auktionens medarbejdere den endelige vurdering af fisken. Danske Fiskeauktioner A/S har et helt særligt vurderingssystem med ti forskellige kvalitetsgradueringer, hvor den absolute topkarakter typisk gives til søpakket fisk.

Auktionen er MSC certificeret og bevarer den fulde sporbarhed gennem hele processen.