Klassisk stenbiderrogn på kartoffelrøsti

Foråret er højsæson for delikatessen stenbiderrogn, og Annemette Vinther serverer en dejlig forret med klassisk stenbiderrogn på kartoffelrøsti.

Ingredienser

Forret til seks personer

3 bagekartofler
1 æg
1 løg
1 stort rødløg
1 bæger creme fraiche 38%
1 potte brøndkarse
1 stenbiderrogn (cirka 500 gram)
Salt og peber
Olie til stegning

Tilberedning

Stenbidderrogn skal være helt frisk og dufte af hav.

Klip hinden op på langs af rognen. Skrab æggene fra hinden med en ske og kom dem i en skål.

Rør æggene igennem med et piskeris, så alle hinder sætter sig fast. Vær omhyggelig med at fjerne alle hinder.

Kom rognene i en sigte og skyl under koldt vand. Lad rognene dryppe godt af og kom dem i en skål. Beregn ca. 1 1/2 spsk salt til 1/2 kg renset stenbidderrogn. Vend salt i rognene og lad dem trække 1 times tid. Si væde fra inden servering.

Kartoffelrøsti

Ingredienser

500 g revet kartoffel
1 æg
1 finthakket løg
Salt og peber

Tilberedning

Kartoflerne skrælles og rives på rivejern. Vrides tør for væde i et klæde og blandes med æg, løg, salt og peber. Vær opmærksom på at der skal mere salt i, end man tror. En god ide ville være at smage på kartoffelmassen. Den skal ’bide’ lidt af salt. 

Massen formes enten ved håndkraft eller med en udstikkerring eller lignende. Og brunes på en pande på begge sider, så den får en flot gylden farve.

Læg kartoflerne på en bageplade og bag dem i ovnen i cirka 30-40 min ved 125 grader.

Lad dem afkøle, så de bare er svagt lune inden servering.

Lav et æg af cremefraiche med to skeer og læg det på kartoflen. Anret stenbidderrognen opad cremefraichen.

Drys med finthakket rødløg og kom brøndkarse på toppen.