Det skjulte erhverv
Det moderne havfiskeri på vestkysten er en god forretning. Alligevel kender selv lokale borgere mindre til både fisken og arbejdsvilkårene ombord end tidligere.
Af Erik Poulsen
Foto: Henrik Vinther Krogh
Fiskerne på vestkysten klager ikke: Der er masser af fisk i havet. Lavere brændstofudgifter til moderne, energivenlige fiskefartøjer. Og et europæisk marked, hvor man efter finanskriseårene igen betaler høje priser for danske rødspætter og andre Nordsø-fisk.
”Det går godt. Det må vi sige. Der er en god stemning og en god indtjening. Det skyldes et stabilt fiskeri på både de blandede fisk og industrifiskeriet, fordi der er gode forekomster af fiskebestandene. Indenfor de seneste tre år har vi haft det bedste fiskeri i min tid og umiddelbart ser det ud til at fortsætte”, siger Kurt Madsen, formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening.
Det kan også mærkes på havnene, auktionen og hos de lokale håndværkere, at der er investeringslyst. Ikke mindst i Thyborøn og Hvide Sande, hvor der er investeret mange penge i havnene.
85-90 procent af fisken eksporteres til lande, hvor de ikke selv har koldtvandsfisk som torsk og rødspætter. Her er man villig til at betale høje priser for den danske kvalitet. Havfiskerne på vestkysten kunne derfor i princippet være ligeglade med det danske marked, hvor vi paradoksalt nok importerer fisk fra udlandet, selv om forbrugerne i stigende grad efterspørger lokale fødevarer.
Kampagne for fisk fra vestkysten
Alligevel har Kurt Madsen sammen med blandt andre formand for Sydvestjysk Fiskeriforening i Hvide Sande, Jesper Juul Larsen, kastet sig ud i at forbedre de danske forbrugeres kendskab til vores egen fisk.
”Det er med danske fisk, som det har været med økologi. Alle vil gerne have fisk, der er fanget under gode vilkår, men det er de færreste, der vil betale prisen. Og mange bliver afskrækket, når de ser kiloprisen, selv om man skal huske, at man altså ikke behøver at købe mere fisk, end det man skal bruge. De unge familier ved heller ikke længere, hvordan man selv ordner en fisk. De vil derfor gerne have filetfisk, og de koster altså lidt mere”, forklarer Jesper Juul Larsen.
Imagearbejdet sker gennem Konsumfisk, der er et samarbejde mellem de tre vestkysthavne Thyborøn, Hvide Sande og Thorsminde. Gennem kampagner som ’Kend din fisker’ forsøger Konsumfisk at fortælle forbrugerne om kvaliteterne ved det moderne fiskeri på vestkysten.
”Vi har haft svært ved at få et godt image, og der er fortsat en stor uvidenhed om, hvor meget bedre friske, danske fisk er i forhold til de mere eksotiske fisk, du kan møde i supermarkedernes frysere. Vi kan godt som fiskere stå til fiskedage og dele smagsprøver ud, men når vi begynder at tale om MSC og kvoter, så begynder det altså at blive kompliceret. Vi skal blive bedre til at fortælle historien, men der skal jo også være nogle, der lytter”, siger Kurt Madsen.
Manglende synlighed i havnene
Lydhørheden kan være svær at opnå, når det sidste, mange danskere har set til dansk fiskeri, var en blå trækutter i havnen, hvor der altid stod et par fiskere og ordnede garn – og havde tid til både en snak og at sælge en pose fisk.
”Vi er slet ikke det antal fiskere og fartøjer, som vi var før. I Hvide Sande har der jo været 120 garnbåde. I dag er der omkring en håndfuld”, siger Jesper Juul Larsen.
For både lokale og turister på havnene er fiskeri blevet et skjult erhverv. De moderne fiskefartøjer lander om natten, og næste aften sejler mandskabet ofte ud igen og er væk fra havnen i flere dage.
Fisken er allerede sorteret og pakket på is, mens den sejles i land ude fra Nordsøen, og der er derfor i det daglige heller ikke meget liv på auktionen, hvor fisken sælges i de tidlige morgentimer og straks køres til slutdestinationer i ind- og udland.
”Når folk kommer til en havn, så tror mange derfor, at alt fiskeri er dødt. Jeg bor selv i Thorsminde, og du skal ikke ret langt ind i landet, før folk tror, at der ikke længere er fiskere i Thorsminde. Men der bliver altså stadigt landet fisk for 40 mio. kr. årligt, selv om vi er gået fra at være mange, der fangede få fisk til at være nogle få, der fanger mange fisk. Det giver en god indtjening, men ikke så meget liv på havnen. Det er jo stort set kun op til jul, at alle både er hjemme i havnen”, siger Kurt Madsen.
Et moderne job på havet
Det manglende kendskab til erhvervet gælder også i nærmiljøet omkring havnene. Tidligere havde op til 90 procent af borgerne i lokalsamfundene på vestkysten direkte tilknytning til fiskeriet. I dag nærmer det sig 10 procent. Og her har fiskerne selv været med til at tale erhvervet ned.
”Vores nye fiskerielever kommer fra hele landet, og der er faktisk ikke så mange fra vores egne byer. Snakken ved køkkenbordet i fiskerhjemmene, da det gik dårligt i fiskeriet, har sat sig sine spor. Det var dengang, hvor vi næsten ikke turde lade folk komme i land, fordi de så i stedet søgte arbejde hos Vestas, hvor der var faste arbejdstider, og hvor man vidste, hvornår man havde fri.
Nogle tror stadigt, at vi sidder herude som en havmåge og venter på, hvornår vi skal afsted igen, men de afsavn og fravalg, vi som fiskere havde dengang, har man ikke i dag. Det hele er meget mere planlagt, og du kan næsten selv bestemme, hvornår du holder fri. De fleste har typisk fri hver tredje uge. Vel at mærke helt fri. Hvor mange andre kan sige, at de har det?”, spørger Kurt Madsen.
Han stod selv til søs i Thorsminde som 15-årig og har fulgt vestkyst-fiskeriet på tætteste hold igennem 50 år. Havfiskeri er ifølge de to fiskeriformænd fortsat en livsstil, men de understreger, at det bestemt også er business.
”Når man er ombord, så er det arbejde som så meget andet. Der skal arbejdes hårdt, når man på én båd fanger den mængde fisk, som tre-fire både gjorde før. Der stilles også større krav til mandskabet om kvalitet, når hele forarbejdningsdelen foregår ude på søen. Fartøjerne laver derfor flere, men kortere træk, for at sikre, at fisken hurtigt kommer ombord og bliver lagt på is. Til gengæld er de moderne fartøjer udstyret med både fjernsyn, internet og alle andre bekvemligheder”, siger Jesper Juul Larsen.
Landinger er bedre planlagt
Den moderne internetauktion i vestkystens havne har været med til at strømline arbejdsforholdene i fiskeriet. Da det tidligere var de mange små fartøjer, der landede på samme auktion, var fiskernes fangster ofte blot kendt som fisk fra en bestemt havn. Forlydende om, at man fik bedre priser i en anden havn, fik derfor nu og da fiskerskippere til at skifte havn i håb om at få en lidt bedre pris.
Det er anderledes i dag, hvor det enkelte fartøj melder fangsterne ind til auktionen, allerede inden fisken er i land. Informationerne fra fartøjerne deles via internetauktionen med opkøbere i både ind- og udland, længe før auktionsuret sættes i gang.
”Internetauktionen betyder, at du i højere grad bliver vejet og vurderet på dit skibsnummer. Opkøberne har helt sikkert nogle bestemte skibsnumre i deres små, sorte bøger. Vil du have toppriser, er det derfor vigtigt, at du lander konstant og holder den samme kvalitet. Det gør du bedst ved at lande på den samme auktion på bestemte tidspunkter”, forklarer Jesper Juul Larsen.
Håb om at kystfiskeri kommer igen
Når havnene i Hvide Sande, Thyborøn og Thorsminde trods alt fortsat er blandt de tilbageblevne, aktive fiskerihavne, så skyldes det også, at de er godt placeret i forhold til fiskepladserne. De ligger i dag 20-30 sømil ude på Nordsøen, efter at torsk, rødspætter, tunger og kulmuler i en lang årrække har været væk fra de kystnære områder. De to fiskeriformænd vil derfor ikke love at imødekomme romantiske billeder af blå kuttere, der trækkes op på stranden.
”Det er svært at være kystfisker, når fisken er rykket så langt ud på havet. Men hvis fisken kommer tilbage, så kommer der også kystfiskeri igen. Der er jo ingen, der ønsker at sejle over fisken, hvis der er nok af den. Kystnært fiskeri vil ske med skibe, der sejler ud og kommer hjem samme dag, og det vil give mere liv og turisme på havnene”, siger Jesper Juul Larsen.
Fiskeriforeningerne ser derfor gerne, at kystfiskeriet vender tilbage.
”Vi har i fem år forsøgt at få lavet en undersøgelse for at få fundet ud af, hvorfor fisken er forsvundet. Nogle siger, at det er Jyllands-strømmen, der har ændret sig, mens andre mener, at vi fisker for meget. Det sidste passer ikke, for der har ikke været nogle, der har fisket kystnært i mange år.
Vi har tidligere været alt for mange fartøjer, og jeg vil ikke forsværge, at der ikke var nogle år tilbage i tiden, hvor vi måske fangede for mange fisk. Men i dag har vi bæredygtighedsmærket MSC på stort set alle fisk. Alle regler bliver overholdt, og vi har et fint forhold til både EU og biologer”, siger Kurt Madsen.
Fiskeriet har fundet sin form
Fiskeriformændene fortæller, at omstillingen i fiskeriet er sket så hurtigt, at nogle mener, at erhvervet på ti år har gennemført den samme strukturudvikling, som landbruget har brugt 100 år på.
Kurt Madsen tror dog, at fiskeriet om ti år også på mange måder ligner det, vi har i dag: ”Jeg håber ikke, at vi er blevet færre end de nuværende, gode fartøjer, som ikke behøver at blive større. Der skal være et vist antal for at holde vores auktionssystem i gang. Det betyder nemlig, at alle kan sælge fisk, og at alle fisk bliver solgt til den bedste pris. Det er ikke ønskeværdigt, hvis der kun er meget få store skibe, som handler direkte med en fabrik.
Det er også mit håb, at fisken vender tilbage til kysterne, så det igen bliver muligt at tage vores egne knægte fra havnebyerne med ud på havet for at prøve at snuse til erhvervet en enkelt dag”.