Moderne fisker i gammel kutter
Den 24-årige fiskeskipper Martin Kynde er beviset på, at de blå trækutteres tid på vestkysten ikke er helt udspillet, hvis blot man håndterer fisken ordentlig.
Af Erik Poulsen
Foto: Henrik Vinther Krogh
En lyseblå trækutter. Dét er det postkort-motiv, som de fleste danskere tænker på, når vi taler om, at Danmark har været - og stadigt er - en stolt fiskeri-nation. I vestkystens havne lå de i sin tid side om side i hundredvis, men i dag er de helt væk eller kan tælles på en hånd eller to.
Martin Kynde fra Lemvig er kun 24 år og kan derfor slet ikke huske, hvordan træbådene farvede havnen i Lemvig lyseblå, da den havde sin storhedstid som fiskerihavn. Men det kan hans onkel Poul Jakobsen, der i 25 år var fisker fra Lemvig med det klassiske fiskerfartøj.
Da Martin Kynde var 13 år gammel, døde hans mor, og Poul Jakobsen blev hans plejefar. Han tog Martin med på garnfiskeri i Limfjorden, og selv om den sidste blå kutter for længst er sejlet ud af Lem Vig, så nåede glæden ved at sejle og drømmen om en trækutter at sætte sig i teenageren.
Efter 10. klasse på efterskole var det derfor naturligt, at Martin Kynde undersøgte, om han som andre i familien skulle være fisker. Han tog på fiskeriskole i Thyborøn for at få det fornødne sikkerhedskursus, inden han som 17-årig blev lærling hos en af de større fiskerskippere i havnebyen, Tamme Bolt.
”Jeg var selvfølgelig nervøs på den første tur på havet, men den bekræftede mig endnu mere i, at det var det rigtige for mig. Det er hårdt arbejde, men også det frie liv, hvor der sker noget hele tiden. Jeg kan lide at sejle, og fiskeri er altid en udfordring, hvor to dage aldrig er ens”, fortæller Martin Kynde.
Uddannet som fiskeskipper
De to års uddannelse som fisker indebar to ophold på fiskeriskolen, men var ellers for størstedelen mesterlære hos Tamme Bolt og andre fiskeskippere.
”Du lærer bestemt nogle ting på skolen, men det er ude i virkeligheden, at du lærer det meste. Du kan godt bøde garn på skolen, men det giver noget mere, når det hele ligger i en stor stak, og du ved, at vi skal være færdige for at komme på havet igen”, siger Martin Kynde.
Som nyuddannet fisker vendte han ikke desto mindre alligevel hurtigt tilbage til skolebænken for at tage fiskeruddannelsens overbygning på skipperskolen.
”Alle sagde, at det er en fordel at tage den, når du har fiskeruddannelsen i frisk erindring, og der kan også være brug for den, selv om du ikke har eget fartøj. Det var som sådan ikke for at blive selvstændig, og bagefter vendte jeg tilbage til Tamme i ni måneder. Det havde jeg det rigtigt godt med, men synes jo at det kunne være sjovt at få mit eget. Tamme troede heldigvis også på mig, så det var da noget, vi talte om. Og så var det, at vi fandt dén her”, siger Martin Kynde, mens han kigger sig omkring i styrehuset på en lyseblå fiskerkutter fra 1973.
Skånsomt og traditionelt fiskeri
Trækutteren havde længe ligget stille i Hirtshals og var meget nedslidt, men havde en stolt fortid som fiskekutter i Lemvig og Thyborøn. Og med Tamme Bolt som medejer fik Martin Kynde for tre et halvt år siden opfyldt drengedrømmen om at være skipper på sin egen lyseblå kutter. Den kom hjem til Thyborøn og fik navnet ’Tove Kynde’ efter Martins mor.
”Min plejefar var selvfølgelig også stolt, da jeg kunne overtage hans gamle registreringsnummer fra Lemvig – L232”, siger den yngste fiskeriskipper i Thyborøn, hvor der i dag kun er tre af de lyseblå tilbage.
Poul Jakobsen har også bidraget med sine erfaringer om fartøjet og ikke mindst det traditionelle snurrevodsfiskeri, som i midten af 1800-tallet blev udviklet i Limfjorden. Det blev overført til havfiskeri og var i de lyseblå kutteres storhedstid det foretrukne, kystnære og skånsomme fiskeri. Blandt andet fordi fiskene kun er i nettet ganske kort tid, inden de hives ombord.
”Snurrevodsfiskeri fra et træskib har altid tiltalt mig. Nok fordi det var det fiskeri, min plejefar i sin tid gjorde i. Det er også lidt som flyshooting, som jeg er vant til fra Tammes fartøj 'Aaltje Postma', men der er da mange ting, som jeg lige skulle vænne mig til. Der er også udgifter forbundet med et gammelt skib og vedligeholdelse af træværket, men den kræver dog ikke den samme startkapital som et moderne fartøj. Fremtiden må vise, om det bliver til det på et tidspunkt. Det går vi da og lurer lidt på. Men Tamme, som har halvpart i skibet, synes også, at det er en fin måde for mig at begynde med et mindre fartøj”, siger Martin Kynde.
Et team af unge ombord
Da den unge skipper købte kutteren i 2014, var han heldig at få nogle måneders vagttjeneste ved boreplatforme i Nordsøen, hvor de blot skulle holde øje med, at andre fiskerfartøjer ikke kom for tæt på.
”Det var ret sjældent, og der var faktisk op til 16 havdage i træk, hvor vi ikke så andre fiskefartøjer. Det gav god tid til at lære kutteren at kende”, siger Martin Kynde, der i sit mandskab ikke har livslang, lyseblå erfaring med ombord.
Som lidt af et særsyn på de få tilbageblevne trækuttere er besætningen nemlig ganske ung:
”Manden, der skulle installere gasblus ombord, da vi overtog den, ringede til mig for at sige, at han altså valgte at køre igen, fordi der kun gik en ung fyr på båden, da han kom forbi. Jeg kunne så fortælle ham, at det nok var skipperen... Vores lærling er den ældste ombord. Han er 25 år, mens jeg er 24, og de to andre fiskere er 23 år. Jeg er meget glad for at stå i styrehuset, men også for at komme ud på dækket og stå for at rense fisk sammen med de andre. Vi kender efterhånden hinanden godt, men har også alle meget at lære endnu. Tamme blander sig ikke i det daglige, men hvis vi er i havn, og jeg er i tvivl om noget, er han en god mentor”.
Moderne håndtering af fisken
En fordel ved at være et ungt team uden de store familieforpligtigelser er, at de kan droppe sommerferien og knokle igennem med op til 20-25 havdage hver måned i sommerperioden.
”Der er ikke noget bedre end at stå på dækket af en blå kutter og være på havet en sommerdag, men det er også i højsæsonen fra maj til oktober, at vi skal hive det meste af en årsløn hjem. Så det er med at gå til den i de måneder”, siger Martin Kynde.
Kvoten er hovedsagelig rødspætter, men også torsk, kuller, kulmule og lidt blandet fisk af andre arter, der først og fremmest fanges i Skagerrak. Her er der kun to-tre timers sejlads til de nærmeste havne, så der kan landes frisk fisk af en høj kvalitet hver anden eller tredje dag. Når de er losset af, handler det om at få nye fiskekasser, seks-syv ton is samt proviant ombord – og så af sted igen for at arbejde igennem.
”Vi er alle opdraget med, at fisk skal renses på havet, så vi gør meget ud af, at moderne fiskeri handler lige så meget om kvalitet som kvantitet. Selv om det kniber med pladsen på en blå kutter, så sorterer og søpakker vi alle fisk, ligesom man gør på de store skibe. Og fisk skal ligge ordentlig i kassen, så de tager sig bedst ud, når opkøberne kigger på dem. Det skal ikke ligne noget, der er kastet i kassen fra en helikopter”, siger den unge fiskeskipper.
Lang ventetid i vintermåneder
Han synes, at det er en skam, at de fleste blå kuttere er solgt til England, pilkefiskeri for lystfiskere eller som husbåde i København:
”Vi har måske ikke den store mængde fisk, men det er frisk fisk, der er fanget skånsomt uden at blive slidt. Og det fiskeri, som vi laver med vores kutter, kan godt rende rundt”.
Den ambitiøse fisker er tydelig rastløs i disse måneder, hvor vind og vejr gør, at der kun er få havdage. Samtidigt er fiskeriet i Skagerrak markant ringere.
”Fiskene trækker væk om vinteren. Hvorfor ved man egentlig ikke, men det mest trælse er at ligge i havnen og vente på godt vejr. Det tror jeg aldrig, at jeg helt vænner mig til. Fra december kan vi sejle om i Østersøen for at fange torsk, men det har EU til dels sat en stopper for med beskæring af kvoterne og stop for torskefiskeri fra februar. Men så er der selvfølgelig tid til at vedligeholde båden og holde ferie i marts”, siger Martin Kynde, der også ser frem til at blive far til januar.