Hollænder landede i Thyborøn

Og det er ikke kun Tamme, der har et indgående kendskab til både det hollandske og danske. Det har Helle såmænd også. Da Tamme og Helle var blevet kærester, rejste Helle til Holland som au pair-pige, og det var hun hos en særdeles kendt dansk fodboldspiller: Frank Arnesen. Det var i Eindhoven.

”Vi boede sammen i Holland i fire år, men vi bestemte os for, at vores fremtid lå i Thyborøn. Jeg ville gerne fiske fra Thyborøn, hvor fiskeriet udviklede sig anderledes end i Holland”, siger Tamme Bolt, der dog en kort overgang overvejede langfart som en mulighed i stedet for fiskerierhvervet.

”Men for familien og mig er det ikke ideelt at være hjemmefra i meget lang tid, så derfor blev det fiskeriet”, siger Tamme Bolt, der stadig er hollandsk statsborger, men efterhånden føler sig mere dansk end hollandsk.

Helle og Tamme Bolt blev gift i 1990, og samme år bosatte de sig i Thyborøn. Det var også allerede det år, Tamme Bolt købte part i bomtrawleren Westbank E 16 – et 40 meter langt jernskib, der var hjemmehørende i Esbjerg.

”Det var dengang, hvor fiskeriet stort set var frit, og vi fangede masser af især rødspætter. Men jeg havde ambitioner om mere – jeg var ikke skipper, og det ville jeg gerne være. Jeg ville gerne ’op i styrehuset’. Jeg kom heller ikke alt for godt ud af det med skipperen”, siger Tamme Bolt, der tog den nødvendige fiskerskipper-eksamen, så han selv kunne stå i spidsen for et fiskefartøj af den størrelse.

I 1993 blev han eneejer af Westbank, der skiftede bogstav og tal ud med L 616.

”Jeg havde mod på at få mit eget skib, selv om det samtidig var en kæmpe udfordring. Jeg tilhørte jo den ny generation af fiskere i Thyborøn, og jeg havde energi til at sætte mig ind i tingene – blandt andet omkring kvoter, som var nyt dengang. Samtidig følte jeg mig fantastisk godt modtaget her i Thyborøn – både af Helles familie og af kollegerne”, fortæller Tamme Bolt.

Tamme Bolt og de øvrige om bord havde sans for at fange rødspætter og andre fladfisk, og der blev landet tonsvis af de populære fladfisk på kajen i Thyborøn. 

Her er det så, at man som ganske ukyndig i fiskerimæssig henseende må stille det næsten uundgåelige spørgsmål: Hvordan bærer man sig ad med at finde fisken ude på et kæmpemæssigt hav som Nordsøen?

”Det er jo også det, der er kunsten. Hvor er de bedste fiskepladser? Ofte skal man gøre det modsatte af det, som alle andre gør. Det drejer sig om at have haft nogle gode læremestre, og det har jeg heldigvis haft. Desuden er det en god idé at være grundig med sine egne notater. På et skib skal man altid føre logbog, men jeg fører desuden dagbog over mit fiskeri. Jeg skriver ned, hvor meget vi fangede hvor på hvilket tidspunkt. Samtidig noterer jeg vejr- og vindforhold”, siger Tamme Bolt, der elsker at bladre i de gamle dagbøger og lade minderne tage på langfart på nostalgiens ocean.

Tamme Bolt erkender, at han er den rastløse type, og derfor skulle der i 1997 ske noget nyt. Det gjorde der så med faderens hjælp. De byttede ganske enkelt fiskefartøj, så sønnen Tamme fik et betydeligt yngre skib. Det var Durk Postma, der også fik kendingsmærket L 616 – hans morfar, der også var fisker, hed Durk Postma.

”Det var et meget mere effektivt fartøj – det brugte blandt andet ikke så meget brændstof i forhold til trækkraften. Det var blot to meter længere end det gamle skib, men det havde mere tonnage og var et mere sødygtigt skib. Det var et næsten nyt og meget flot skib – jeg kan vist godt tillade mig at kalde det Thyborøn Havns flagskib på det tidspunkt”, siger Tamme Bolt, der investerede omkring 20 millioner kroner i Durk Postma.

Det gik godt med fiskeriet i slutningen af 1990’erne, og det var stadig hovedsageligt rødspætter, der blev fisket.

”Selv om det gik godt på det tidspunkt, så kunne jeg godt se, at man er sårbar, hvis man er afhængig af ét slags fiskeri. Samtidig var der ikke noget, der tydede på, at brændstoffet ville blive billigere, og bomtrawlere er meget dyre i brændstof. Derfor besluttede jeg at bygge et kombi-fartøj til trawl og flyshooting, så jeg også kunne fange torsk og andre arter”, fortæller Tamme Bolt, der føler, at han altid har fået god rådgivning af Thyborøn Havns fiskerikonsulent Bent Bro samt revisor og bankforbindelse.

Det var en stor satsning at bygge et nyt skib, og samtidig skulle Tamme Bolt lære en ny fiskemetode. Det nye skib fik navnet Aaltje Postma L 757 – Aaltje Postma er hans mors ungpigenavn.

”Min makker og andenskipper på Durk Postma købte part i Durk Postma, og det var en periode med fuld fart på. På de to både havde vi til sammen ansat 20 mand”, siger Tamme Bolt.

Der gik dog ikke særlig længe, inden krisen lagde til kaj i fiskerierhvervet. Det var nogle hårde år i begyndelsen af 2000’erne. Kvoterne blev sat ned, og samtidig faldt fiskepriserne og omkostningerne steg – især priserne på brændstof nærmest eksploderede. 

”Vi måtte heller ikke være så mange dage på havet som tidligere. Normalt havde Durk Postma 300 havdage om året – det tal svandt ind til 220 havdage. Mere måtte vi ikke fiske. Det er klart, at indtjeningen var faldende. Samtidig kom der restriktioner på torskefiskeriet, og vi måtte lægge om til andre arter som kuller, mørksej og havtaske, der skulle fiskes på nye fangstpladser endnu længere til havs. Det var Aaltje Postma heldigvis bygget til at kunne, men det var en udfordring for mig”, siger Tamme Bolt.

Han var glad for, at han ikke indledte sin karriere med år af den sværhedsgrad – det havde måske været for vanskeligt at tackle både erfaringsmæssigt og økonomisk.

”Hvis jeg havde været ung og uerfaren, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde stået det igennem”, siger Tamme Bolt, der i 2008 solgte sin part i Durk Postma og sejlede videre med Aaltje Postma. 

I dag er Durk Postma hugget op. Tiden – eller mere præcis: de høje omkostninger – er løbet fra bomtrawlerne. De er ikke længere rentable. Det kan måske bedst illustreres med prisstigningen på brændstof. I 1990 kostede en liter brændstof 0,70 kr. – i dag er prisen 5,00 kr. Og det bliver til en svimlende stigning med det årsforbrug, som Durk Postma havde i de aktive år.

”Hvis Durk Postma havde fisket den dag i dag, så ville 50 procent af skibets indtjening gå til brændstof. Det ville jo aldrig kunne gå – det siger sig selv”, siger Tamme Bolt.

Som det er tilfældet med landbruget, så har også fiskeriet været udsat for en heftig strukturudvikling – der bliver konstant færre og større skibe. Da Tamme Bolt indledte sin karriere, var der 60-70 fiskefartøjer i havnen i Thyborøn. I dag er der omkring 20 større både tilbage. Dertil kommer nogle mindre kystfartøjer.

”Der landes ikke de samme mængder på auktionen i Thyborøn som tidligere, men jeg synes, at det alt i alt ser lovende ud for fiskeriet i Thyborøn”, siger Tamme Bolt.

Han håber, at der kan holdes så mange kvoter som muligt i Thyborøn. Kvoterne følger med skibet. Tamme Bolt var sammen med en række andre fiskere med til at danne et kvoteselskab i 2007. Hvis en fisker ønskede at sælge sit skib – og dermed sin kvote – trådte kvoteselskabet til som køber. På den måde blev kvoterne i Thyborøn. I dag er kvoteselskabet dog ikke så aktivt længere, da selskabet har den mængde, som de deltagende fiskere ønsker.

Tamme Bolt har også været aktiv på en anden front: Dialogen med biologer og forskere. Det er jo ofte set, at bølgerne går højt mellem især fiskere og biologer.

”Jeg har været med i et fisker-forsker-samarbejde, hvor vi var tre fiskeskibe med. Målet har været at få en bedre forståelse for hinanden. De generelle synspunkter har jo altid været, at fiskerne mener, at der er masser af fisk, mens biologerne mener, at det står skidt til med fiskebestandene i Nordsøen. Sandheden ligger nok et sted midt imellem. Vi skal bruge hinanden til gavn for fiskeriet”, siger Tamme Bolt.

Han havde i 20 dage om året – seks år i træk –forskere med om bord på Aaltje Postma på torskefiskeri. Så kunne de i fællesskab danne sig et indtryk af bestanden.

Tamme Bolt er på havet cirka 150 dage om året. Togterne er ikke så lange som ’i gamle dage’.

”Da jeg begyndte med at fiske, gjaldt det om at fylde båden, inden man sejlede i land. Det er ikke så afgørende i dag. Nu er der mere fokus på den fisk, som du lander – den skal være af en god kvalitet. Derfor er det vigtigt, at man ikke er på havet for længe ad gangen. Så betyder det mindre, at lasten måske ikke er helt fyldt”, siger Tamme Bolt.

Alt fisk sælges i dag på tele/internet-auktionen i Thyborøn.

Når han er på havet, kan han sagtens holde kontakt med familie – enten via skype, mail eller telefon.

”Kommunikationsforholdene er jo helt anderledes i dag end i min barndom. Her var min far måske væk i tre uger, hvor vi kun hørte fra ham en gang om ugen. Her var det min mor, der stod for alt i hjemmet. I dag er man som fisker ikke væk i så lang tid fra hjemmet ad gangen, og samtidig er man i kontakt med familien hver dag”, siger Tamme Bolt.

Fiskepladserne ligger typisk 10-12 timers sejlads fra land. Hvis vindstyrken ligger på 20 m/sek eller derover, så bliver Aaltje Postma i havn.

”Fiskeriet skal være så effektivt som muligt, og med de præcise vejrmeldinger, vi har i dag, er det forholdsvis nemt at planlægge. Hvis vejret er for hårdt, får vi ikke noget optimalt fiskeri. Så hellere vente en halv dag med at sejle ud”, siger Tamme Bolt.

Det er sjældent, at han er ude i rigtig barsk vejr, og han har aldrig været bange i høj søgang. Måske lige bortset fra en enkelt gang.

”Enkelte gange bliver vi overrasket af vejret. Jeg kan huske en situation for cirka tre år siden, hvor vi havde et skib på slæb – et skib, der havde maskinproblemer. Så begyndte det at storme med omkring 30 m/sek, og samtidig fik vi selv tekniske problemer. Her var jeg bekymret. Ikke bange, men bekymret. Men både os selv og det skib, vi havde på slæb, kom sikkert i havn”, siger Tamme Bolt.

Han har altid følt sig godt tilpas i Thyborøn.

”Vi ser meget til Helles familie her i Thyborøn, og min egen familie kommer ofte på besøg – ligesom vi ofte er i Holland. Jeg har altid følt mig hjemme her i Thyborøn – jeg er blevet godt modtaget lige fra begyndelsen”, siger Tamme Bolt.

Han har altid haft en blanding af danskere og hollændere som besætning, men det er sjældent, at han ser sine hollandske landsmænd uden for arbejdstid. Han er bevidst om sine hollandske rødder. Men han føler sig som dansker.