Mallemukken er den fødte rejefisker

Fiskeskipper Jesper Kobberholm har rigget om til rødspætter, men hans hjerte banker for spændingen ved det kystnære fiskeri

Af Helle Ringgaard
Foto: Henrik Vinther Krogh

Mallemukken er et skiw.  Det er kun sådan det kan skrives, for ingen andre ord omfatter på en gang: arbejdsplads, selvstændighed, millioninvestering, levebrød, nedarvet erhverv, produktionsvirksomhed, jagtglæde, vilje, stolthed, drengedrøm og mod.

L299 Mallemukken er hjemhørende i Thyborøn, Jesper Kobberholms skiw.

I Vestre Inderhavn ligger Mallemukken ved siden af Farvandsvæsnets  redningsstation og overfor fiskeauktionen. Mallemukken er thyborøn-blå. 

Til havs plejede Mallemukken at afsøge vestkysten og vadehavet fra Thyborøn i nord til den tyske grænse i syd i jagten på de små, delikate hesterejer. Med to mand om bord kunne fiskeriet foregå i døgndrift. I godt vejr kan en dygtig fisker alene betjene spil og net fra styrhuset, koge rejerne på dækket og lægge dem på is i lasten, mens makkeren hviler ud. 

Tit foregik fangsten så tæt inde under land, at kølen kunne sætte sig fast i sandrevlerne, og man måtte vente et par timer, til tidevandet løftede den fri igen. Et udfordrende revir hvor ikke mange fulgte efter.

”Kysten ændrer sig fra år til år under vinterstormene. Ved Blåvand har jeg oplevet stranden flytte sig 80 meter længere ind i landet i forhold til mit søkort fra året før. Vi fiskede på sidste års strand. Det er det element af spænding og jagt, som gør, at jeg er rejefisker, vil være rejefisker og bliver ved med at være rejefisker! Den last man kommer hjem med står i direkte forhold til ens evner og indsats. Jeg bliver aldrig fastlønsfisker; mig og mine folk vil altid være provisionslønnede”, siger Jesper Kobberholm.

Håndværket

Han er 37 år og har ikke fisket hele sit liv. Det ville han ellers gerne have gjort, for det gjorde hans far, men Tage Kobberholm krævede, at hans søn tog en uddannelse først. Der skulle være noget at falde tilbage på.

I Jesper Kobberholms tilfælde blev det en uddannelse at bygge videre på. Han er udlært skibsmontør fra den lokale smedevirksomhed Kynde & Toft. 

”Jeg begyndte i lære, da jeg var 16, og endte med at arbejde i alt ni år i land, afbrudt af et par års fiskeri og skipperskole, for jeg trivedes godt med håndværket. Det gav mig også nogle muligheder for en ungdom med venner og fritidsinteresser, som jeg ellers ikke ville have haft. Desuden er det en god uddannelse at have med i posen, når man nu er fisker. På nær aptering har jeg været med at montere det meste, og jeg kan reparere det nødvendige, selv når vi er ude”, siger Jesper Kobberholm.

”Min far viste sig jo nok at være den klogeste”.

Mens han arbejdede i land, holdt han drengeårenes forbindelse til havet ved lige. Han skiftede fra optimistjolle til windsurfing og jagt og havde også en fin, lille jolle, så han kunne sætte sine garn langs kysten. Vestkysten. Limfjordens vand var bedst at surfe på.

Så længe Jesper Kobberholm kun havde prøvet at fiske med snorrevod fra en større skiw, kunne han måske have valgt et arbejdsliv i land. 10 dage ad gangen på havet var trods alt længe, hvis et moderne familieliv også skulle hænge sammen en dag. Men i 2004 inviterede en onkel fra Esbjerg ham med ud efter nordsørejer. En uge med to fangster at lande var nok. Det var sagen!

Et halvt år efter var Jesper Kobberholm skipper på en rejekutter. Hans far lukkede sin forretning og lod sin kutter ophugge; næste generation trådte til og tog over. Onklen kom siden med som bedstemand. 

”Jeg er rimelig godt bemandet; min onkel er erfaren rejefisker, en fornuftig og forstandig mand på 64 med energi som en 25-årig! Min far er også en fantastisk hjælp. Blandt meget andet har han repareret vores net alle årene”.

Drømmen

Mallemukken L 299 kom til Thyborøn som skrog fra et værft i Holland i julen 2009. Fra første streg på tegningerne havde Jesper Kobberholm været med i processen, og i Thyborøn gjorde han den sejlklar på tre måneder sammen med en flok håndplukkede, lokale håndværkere.

”Det er den femte Mallemuk i Thyborøn. De første tre var min fars alene. De næste har jeg været medejer af. At bygge et skiw til rejefiskeri, lige som jeg ville have det, var en drøm, der gik i opfyldelse. På det gamle stod vi med håndkraft og kogte 25 kilo rejer ad gangen i en stor gryde på dækket. Her sørger redskaberne for, at rejerne kommer op, bliver sorterede, får fire minutters rundtur i kogende vand, bliver afkølet med havvand og havner til pakning i lasten i en ubrudt, automatisk arbejdsgang ”, fortæller Jesper Kobberholm.

Et EliteSmiley-mærke sidder i døren til styrhuset og vidner om, at hygiejne og arbejdsmiljø bliver vægtet højt ombord. Her er centralvarme, køkken og toilet med brusebad, en enkeltmandskahyt og en dobbeltkahyt. Slut med at leve fire mand oven  i hinanden, koge vand i en gryde og tage bad i håndvasken. Støjniveauet under sejlads og fiskeri er sænket fra 96 dB, som en god rockkoncert, til 52 dB, samme niveau som en opvaskemaskine i drift. Meget mindre trættende at arbejde i.

Færdigmonteret udgjorde Mallemukken en erhvervsinvestering i størrelsesordenen 8,5-9 millioner kroner. Dertil kommer Kobberholms rejelicens; fangstretten. Da rejefiskeriet var bedst, lå værdien på fire-fem millioner kroner. Det gør den ikke i dag.

Rigtige rejer

Der er ingen kvoter på hesterejer. I Danmark har 28 fartøjer licens til at fange hesterejer, og fra politisk hold har man besluttet, at der ikke kommer flere. Fiskerne skal købe dem af hinanden. I Tyskland og Holland derimod udsteder myndighederne stadig rejelicenser til dem, der søger om det. Så for tiden fisker 280 hollandske fartøjer og 250 tyske efter hesterejerne, der regnes for ’de rigtige’ rejer i det tysk, fransk og nederlandsk-talende Europa.

Resultater er, at der sidste år blev landet så mange nordsørejer til de store hollandske opkøbere, at prisen røg derned, hvor de danske fiskere hverken kunne eller ville være med. I to måneder blev de i havn. Også Jesper Kobberholm. Uanset hvor gode fangster Mallemukkens dristige sejlads mellem de inderste revler kunne indbringe, ville prisen i land være for lav.

”I 2011 var vi på havet 140 dage, så vi havde ledig kapacitet til rådighed i vores produktionslinje. Derfor har vi bygget om og åbnet for et alternativ. For fremtiden vil vi på to dage kunne skifte mellem en produktionslinje til konsumfisk, det vil sige rødspætter og torsk, og en til rejer”, fortæller Jesper Kobberholm. Han er glad for de nuværende regler inden for fiskerierhvervet. De gør det muligt for ham at leje kvoter på de spisefisk, han fanger, fremfor at hans fangst skal forrente købet af en dyr kvote. En kvote som ingen kender den reelle værdi af, fordi ingen ved, hvordan politikerne i EU justerer den fra år til år.

”Ved at leje kvoter fra andre skibe har jeg rent faktisk mulighed for at lægge budget. Og i år budgetterer jeg med 220 havdage”, siger Jesper Kobberholm.

Langt fra land

Mallemukken blev rigget om i det tidlige forår. I løbet af sommeren kommer desuden tre overvågningskameraer op om bord, så Fiskerikontrollen kan følge med i fangsten. For enden af tre kilometer lange slæbetove bliver to snorrevodstrawl nu sat efter rødspætter og torsk meget længere ude i Nordsøen, end Jesper Kobberholm plejede at komme.

”Hesterejer kan vi fange nærmest lige uden for havneløbet. Der er ingen nævneværdig transporttid ud til fangstpladserne, og for at lande friske rejer, er vi  kun ude højst tre dage ad gangen, inden vi lander fangsten i Esbjerg eller Hvide Sande. Derfra er det nemt at køre hjem, inden vi tager ud igen. Det har været rigtig, rigtig godt i forhold til at få mit arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen”, siger Jesper Kobberholm.

Hans to sønner, Jeppe på fem og Mads på to år, har aldrig kendt til andet end en far, som fiskede. Men turene har været relativt korte, og mobiltelefonen har haft dækning til at sige godnat hver aften. Hvordan det nye fiskeri vil ændre på forholdene, vil vise sig. Måske skal der en satellitforbindelse i stand, så familien kan ses på internettet over skype.

Da Jesper Kobberholm voksede op, var hans far på havet meget længere ad gangen. 

Det værste var ikke så meget, når han var af sted, men at vågne op og tro han stadig var hjemme. Jeg har altid været meget omhyggelig med at fortælle drengene, når jeg tager ud at sejle – og ikke sat dag for hvornår jeg kom hjem uden at være 100 procent sikker”, fortæller Jesper Kobberholm.

Familieliv

Den unge fiskerfamilie Kobberholm bor i et nyt villakvarter i bakkerne nord for Lemvig. Jesper var 21, da han flyttede fra Thyborøn, og han regner ikke med at komme tilbage.

”Louise, min kone, er fra Lemvig, og det er hende, som skal have sin dagligdag til at køre uden mig. Hun har sit gode job som frisør i Lemvig og sin familie i nærheden, så er det bedste for os at bo her, selv mine drenge ikke får den naturlige forbindelse til skiwet, som jeg havde til min fars, fordi jeg bare kunne cykle ned til ham, når de var i havn og komme med rundt over det hele. Der skal ingen problemer være i, at jeg er fisker. På havet skal familien i land være noget, man tænker på med glæde; ikke et problem som ligger og rumler i baghovedet”.

”Når man som jeg er så heldig at leve med et erhverv som også er ens hobby, bliver det både nødvendigt og nemmere at prioritere familien, når man er i land. De der ’mig selv’-ting med vennerne bliver lagt på hylden. Selvfølgelig mister familien lidt tid, ved at jeg er fisker, så vi gør nok lidt mere i ferier og impulsive weekendture, når jeg er i land. Til sommer har vi lejet en sejlbåd, så skal hele familien ud at sejle med et hold venner. Drengene er store nok til at komme i redningsvest nu”.

Vokseværk

Når man kommer fra Thyborøn, frygter man ikke havet; man har respekt for det. Det var ikke noget problem, at den 11-årige Jesper tumlede rundt i Sønderhavn i en optimistjolle. Kravet for fri færdsel på havnen hed redningsvest. Ellers var det slut. Sådan er det stadig i familien Kobberholm.

”I øvrigt siger Jeppe, at han vil være fisker. Han siger også, at han vil opfinde et skib, som selv kan sejle ud og fiske. Hvem ved; det bliver ikke mig som afskrækker ham”, fortæller Jesper Kobberholm. 

Da han var dreng, skiftede hans far sit 22 millimeter tovværk ud med 26 millimeter for at opnå større skræmmeeffekt, når snorrevoddet sejlede henover fladfiskene på havbunden. Jesper ville vide, hvorfor man så ikke bare brugte 50 millimeter tovværk, men fik at vide, det ville blive al for tungt. I dag arbejder Kynde & Toft på et skib, hvor tromler og spil bliver dimensioneret til tovværk på 60 millimeter. 

Fiskeriet er et erhverv i stadig udvikling, ikke afvikling, hvis man spørger Jesper Kobberholm.

”Jeg har aldrig haft tanken om, hvad der skulle kunne få mig til at holde op med at fiske. Jeg elsker projekter; først at opdatere den gamle Mallemukken, så at bygge den nye, nu har vi bygget om og samtidig er jeg med i at introducere hesterejerne for danskerne, både i butikker og restauranter. Det er synd, at en af vores lækreste råvarer kun går til eksport. Så jeg tænker mere på, hvad jeg mon laver om to år. Det vil helt sikkert være en eller anden ny ting. Og det vil helt sikkert være noget med fiskeri”.

FAKTABOKS

Restaurant Mallemukken i Thyborøn har både navne- og familiebånd til den nuværende L299 Mallemukken. 

Inden det gamle egeskrog blev vendt på hovedet og fik nyt liv som serveringslokale, fyldte Tage Kobberholm fra 1981 til 2004 lastrummet med kuller, torsk og rødspætter. De blev altid landet i hjemhavnen.

Navnet Mallemukken kom med Tage Kobberholm hjem fra Grønland, hvor han gjorde tjeneste som marinesoldat om bord på flådens inspektionsfartøj af samme navn.

En mallemuk er en stormfugl, en tætbygget nordatlantisk udgave af albatrossen.

Et arbejdsliv som erhvervsfisker kræver

Et monteret skib og en motor. 

Mallemukkens 82 ton drives af en 230 hk dieselmotor.

Motorkraftsrettigheder.

Rettighed til skibets bruttoton. 

Eventuelt rejelicens.

Havdagetilladelse til at fiske konsumfisk. 

Fiskeren køber retten til at være på havet et bestemt antal dage.  For tiden har de danske fiskere samlet deres havdage i en fælles pulje, men slipper puljen op, kan politikerne i land beslutte, at hvert skib kun har sit antal havdage til rådighed per år.

Leje eller køb af fiskekvoter; retten til at sælge de fisk, man har fanget. Kvoternes størrelse bliver fastsat politisk fra år til år.

Havneafgift betaler man i den havn, hvor man lander sin fisk.

Fiskeriforeningskontingent betaler man for rådgivning og politisk organisationsarbejde. Ingen fisker i dag har råd til at undvære det overblik og den rådgivning, når de skal navigere mellem regler og love.